Som instruktør i ØFUG er du en repræsentant for foreningen, og skal derfor agere som en god rollemodel, og hjælpe alle medlemmer ind i det fællesskab der er i ØFUG.
I foreningen har vi ingen ambitioner om hvad dit hold skal kunne præstere. Dog er det vigtigt at du som instruktør, ser hvert eneste medlem og fokuserer på gymnastens udvikling og velvære.
For at foreningen kan fortsætte med at være et rart og godt sted, både for medlemmer og frivillige, forventer vi:
- at hvis du har ris eller ros til de beslutninger, som Bestyrelsen eller Gymnastikudvalget træffer, retter du direkte henvendelse herom
- at du som instruktør møder velforberedt op, og er nærværende, når du er til træning eller i instruktørrollen
- at du som vokseninstruktør er opmærksom på at det musik der bliver brugt til træning er passende til holdets aldersgruppe
- at du som vokseninstruktør bærer passende tøj som er forsvarligt at have på som instruktør (undgå eksempelvis jeans, croptops, bælter, øre-, næse- og fingerringe samt halskæder)
- at du, som vokseninstruktør videregiver dine hjælpeinstruktørers holdninger og ønsker til Bestyrelsen
- at hvis der sker skader på nogle redskaber eller andre faciliteter i Hallen, meldes det til foreningens ledelse
- at du som instruktør, sætter redskaber og rekvisitter tilbage på plads i redskabsrummet, samme sted som man har taget disse fra. (som det er anvist på billederne)
- at du som instruktør sætter alle gymnaster lige, og sørger for ingen føler sig overset eller uden for
- du er opmærksom på dit sprog og hvordan du taler til dit hold. Det er vigtigt at du ikke taler for groft eller råber skældsord
- at du husker at rose gymnasterne for deres indsats, ikke kun for resultater. Ros giver udvikling
- at du har respekt for gymnasterne såvel som dit instruktørteam.